Merete Jensen husker stadig den spontane følelse af glæde, der fik hende til at råbe højt af begejstring. Hun sad alene i sin bil i foråret 2021 og kunne knap tro sine egne øre, da en telefonopringning fra en fond, hun for længst havde glemt, hun havde søgt midler hos, ringede hende op og meddelte, at den ville støtte hendes projekt med et for Merete Jensen stort beløb.
Det var første gang, at Merete Jensen og hendes nystiftede forening, Klima-X, fik lovning på en fondsbevilling.
”Det var stort. Det var bare en fed fornemmelse. Jeg vidste, hvor svært det var at få fondsmidler, og da vi så lykkedes, så føltes det bare som et kæmpe rush,” fortæller Merete Jensen.
Siden da har Merete Jensen og Klima-X, der arbejder for at få flere borgere og virksomheder med på den grønne omstilling, fået flere bevillinger fra både fonde, offentlige institutioner og virksomheder.
I dag føler Merete Jensen, at hun har fået ”hul igennem” til flere af de danske fonde, men vejen dertil var svær og uigennemsigtig.
Den følelse er Merete Jensen langtfra den eneste foreningsstifter, der har.
Fundats har talt med stifterne til i alt seks forskellige nyetablerede foreninger. De beretter samstemmende om en fondsverden, der er svær at bryde igennem til, og hvor man som ny forening ”famler i blinde.”
Enkelte fonde viser dog vejen ved at gå foran på en række områder, understreges det samtidig af foreningsgrundlæggerne.
Tidskrævende at søge fondsmidler
Foreningerne, hvis stiftere Fundats har talt med, beskæftiger sig med områder, der ligger langt fra hinanden. Fra mistrivsel hos børn og unge til klima, EU-oplysning og kunst.
Selvom foreningerne har hvert sit faglige udgangspunkt – og varierende succesrater som fondsansøgere – peger de i stor grad på de samme udfordringer, når det kommer til at søge fondsmidler som nyetableret forening:
Det er først og fremmest for tidskrævende at søge fondsmidler, og den ofte manglende feedback og dialog fra fondenes side dræber motivationen for det frivillige arbejde.
Fra foreningerne lyder det, at det tager cirka en uge at skrive en fondsansøgning, og at det er lang tid for organisationer, der er drevet af frivillige hænder. Især, hvis der ikke følger feedback med.
Man lægger sin sjæl i de ansøgninger, og derfor føles det, som at få en spand vand i hovedet, når man får et nej
Merete Jensen – Stifter, Klima-X
”Det bliver hurtigt en rigtig stor opgave at søge fonde. Man skal bruge rigtig meget tid på det. En ansøgning er nærmest et lille speciale,” siger Freja Sangild Boysen.
Hun står bag foreningen Social Space og den tilhørende app DiTi, der samler tilbud om rådgivning til børn og unge i mistrivsel på den samme digitale platform.
Samme melding kommer fra Merete Jensen:
”Man lægger sin sjæl i de ansøgninger, og derfor føles det, som at få en spand vand i hovedet, når man får et nej. Alle idéer er ikke lige gode, og ikke alle idéer skal honoreres. Men det kan føles utaknemmeligt, at man ikke får ord for det. Der er ikke mange fonde, som giver feedback,” siger Merete Jensen.
Initiativtager og bestyrelsesforperson for Ungdomsforeningen Grow, Klaus Østergaard Nielsen, savner også feedback og en større grad af dialog med fondene.
”Vi har ikke fået feedback på et eneste af de afslag, vi har fået. Når vi ikke får feedback, så ved vi ikke, hvad vi skal gøre anderledes. Vi aner ikke, hvad der var godt, eller hvad der var skidt, og vi famler i blinde,” siger han.
Den manglende tilbagemelding fra fondene risikerer at få store konsekvenser for de nyetablerede foreninger, lyder det.
”Man risikerer at slukke gnisten hos rigtig mange dygtige og engagerede frivillige, der arbejder for gode sager, fordi de ikke ved, om det er meningsfuldt, det de gør,” siger Klaus Østergaard Nielsen.
Svært at dokumentere erfaring som ny
Selvom det ikke er mange konkrete tilbagemeldinger fra fondene, foreningerne mener, at de har fået, så har flere af dem alligevel en fornemmelse af, at flere af bevillingsafslagene skyldes, at de som nye foreninger har meget korte porteføljer og få effektmål.
Jeg savner, at der er en større risikovillighed fra fondenes side om at være med til at skabe de indsatser, som kan skabe en effekt
Freja Sangild Boysen – Stifter, Social Space
”Det er lidt det samme, som når man er nyuddannet og søger job. Man har en enorm kraft og lyst til at komme ud at arbejde og afprøve ting, men man bliver mødt med ’du har ikke nok på dit CV eller din portefølje.’ Men vi får ikke noget i vores portefølje medmindre, at der er nogle, som støtter os og giver os mulighed for at vokse,” siger Merete Jensen og tilføjer, at hun savner en større risikovillighed fra fondene, når det kommer til de nyetablerede foreninger.
De synspunkter er Freja Sangild Boysen enig i.
”Jeg er fuldstændig anerkendende overfor, at man skal kunne dokumentere effekten af sin indsats, men jeg undrer mig over, at man skal gøre det, allerede inden man har startet et nyt initiativ. Jeg savner, at der er en større risikovillighed fra fondenes side om at være med til at skabe de indsatser, som kan skabe en effekt,” lyder det fra Social Space-stifteren.
Hun fortæller, at hun blandt andet derfor har valgt at søge finansiering til Social Space andre steder.
“Jeg har valgt en alternativ vej ved at starte med at gå i dialog med private donorer. Her oplever jeg en større risikovillighed og en større lyst til at hjælpe en god sag på vej, uden at lave benspænd og bremse innovative tilgange,” fortæller Freja Sangild Boysen.
Foreninger vælger andre finansieringskilder
Freja Sangild Boysen er ikke den eneste af foreningsstifterne, der har valgt andre finansieringskilder end fondene.
Merete Jensen fra Klima-X fortæller, at selvom Klima-X har fået flere fondsbevillinger, så er foreningens hovedfinansieringskilde blevet private virksomheder.
”Jeg tror, at man som forening skal vælge, hvilken finansieringsvej man går. Vi går først efter virksomhederne, dernæst fondene og til sidst kommunerne. Det er meget et temperamentsspørgsmål. Hvis man er utålmodig af natur, så er det bedre at gå efter virksomhedssamarbejder end fondsbevillinger. Med virksomheder får man meget hurtigt en afklaring. Man er i løbende dialog og kan skrive fra dag til dag,” siger Merete Jensen.
Også Søren Mølstrøm, der er stifter af foreningen Kunst ud til Folket, kan genkende, at det kan være lettere at søge midler andre steder end hos fondene.
Selvom Kunst Ud til Folket er en ny forening, har Søren Mølstrøm som kunstner en lang karriere med fundraising bag sig.
Nye foreninger skulle i højere grad have chancen for at forklare sig ved et fysisk eller digitalt møde
Merete Jensen – Stifter, Klima-X
”Jeg forstår godt, hvis der er nye foreninger, som synes, at fondsverdenen er svær. Jeg har til gengæld haft rigtig god erfaring med vores samarbejder med kommunerne. Min oplevelse er, at de er meget nemme at tale med, og det giver en god og nem dialog,” siger Søren Mølstrøm.
Han fortæller, at dialogen med kommunerne ofte er karakteriseret ved hyppig kontakt og fysiske møder, hvor parterne sporer sig ind på, hvordan de kan hjælpe hinanden.
”Min oplevelse er, at mange fonde har meget lidt dialog og sparring med os, der ansøger, og det giver en masse tidsspilde for begge parter. Fondene skal læse en masse ukvalificerede ansøgninger, og vi skal bruge meget tid på at skrive en masse ansøgninger uden at vide, om det overhovedet giver mening at skrive dem.” siger Søren Mølstrøm.
Nemmere ansøgningsprocesser
I de sidste mange år har en håndfuld fonde dog haft fokus på at styrke dialogen og gøre ansøgningsprocessen om fondsmidlerne smidigere. Det har de blandt andet gjort ved at oprette særlige puljer med mindre bevillingsbeløb, hvor kravene til eksempelvis effektmål er mindre end normalt, eller ved at være i en mere direkte og løbende dialog med ansøgerne.
Den udvikling hilses velkommen hos flere af foreningsgrundlæggerne, hvor i særdeleshed Tuborgfondet nævnes som et eksempel på en fond, der med fordel kan tjene andre fonde til inspiration.
”Tuborgfondet er sindssygt gode. Det er relativt brugervenligt at søge midler hos dem, og dialogen er god. Man kan bare skrive en mail, hvis man er i tvivl om noget, og så får man svar,” lyder det eksempelvis fra Zoé Elkær Nicot. Hun står bag foreningen European Debate Initiative, som arbejder med EU og oplysningsarbejde.
Søren Mølstrøm så gerne, at flere fonde skrottede den traditionelle ansøgningsproces med lange ansøgninger og i stedet lagde op til et mere dialogbasseret ansøgningssystem med mulighed for løbende sparring.
”Fondene finansierer størstedelen af dansk kulturliv, så jeg hilser en generel debat om fondssystemet velkomment," siger Søren Mølstrøm og fortsætter:
"Jeg foreslår et ansøgningssystem, der minder lidt om EM i fodbold. Man har nogle indledende runder, hvor alle sender et pitch på en side. Går man videre, kommer man til næste runde, hvor fondene stiller en række opmærksomhedspunkter, som man så skal forbedre sig på for at komme videre til næste runde. På den måde kan fondene også være med til at give deres viden videre til os, der stadig har meget at lære før, vi kan komme i reel betragtning,” forklarer Søren Mølstrøm fra Kunst ud Til Folket.
Også Merete Jensen peger på, at de mange papirer med fordel kunne skiftes ud med mere dialog.
”Nye foreninger skulle i højere grad have chancen for at forklare sig ved et fysisk eller digitalt møde. Så kan man pitche sin idé på en halv time, og samtidig kan fondene mærke ens energi,” siger Merete Jensen.
Penge op af egen lomme
For Zoé Elkær Nicot er der udover udfordringerne med de tidskrævende ansøgninger også helt andre lavpraktiske problematikker, som hun ville ønske, at fondene havde fokus på.
Det gælder eksempelvis, at flere fonde først udbetaler deres bevillinger, når det aftalte projekt er overstået, og foreningen har afleveret regnskab og dokumentation.
For Zoé Elkær Nicot har det blandt andet betydet, at selvom hun og foreningen har haft tilsagn om flere fondsbevillinger, så har hun i perioder haft adskillige tusind kroner op af egen lomme. Helt op til 60.000 kroner har hun lagt ud.
”Udgangspunktet for fondene er jo, at man ikke kan få forskud, fordi man skal indsende sit regnskab først. Det ser jeg som en af de største udfordringer vedrørende fondsmidler. 60.000 kroner er mange penge, når man er studerende,” forklarer Zoé Elkær Nicot.
Hun forklarer, at hun på et tidspunkt nævnte problematikken for en af de fonde, der havde givet tilsagn om en bevilling, hvorefter fonden gik med til at udbetale beløbet i rater.
”Men det er langtfra en selvfølge,” siger hun.
Hvad siger fondene selv til kritikken? Det spørger Fundats flere fonde om i næste uges nyhedsbrev.
